Job og bolig 2021
Spørgsmål til Stjernesvar:
Hej Brian
Jeg er nysgerrig på, om der kan gives bud på, hvornår jeg får det rette job, som er det rigtige match til mine videre selvstændige planer?
(Økonomisk har jeg brug for et lønjob i den fortsatte opbygningsfase)
Og – mon det er i 2021 at jeg får en reel mulighed for at få den rette lejebolig = rækkehus i Jyllinge-Roskilde området.
Bedste kærligste hilsen fra Anne
Svar fra astrologen:
Kære Anne
Først og fremmest vil jeg bakke dig op omkring dine planer om at gå selvstændig. Du har meget stærke aspekter, der går i den regning. De ligger i dit fødselshoroskop, og du har nok flere gange i din karriere gået med tanker i den retning. Nu, hvor du har nået din anden Saturnrunde (ca. 59 år), er tiden kommet – det skal være nu.
Jeg er slet ikke sikker på, at dit spring ud i det selvstændige afhænger af et bestemt lønnet job, men at det har med økonomisk sikkerhed at gøre, kan jeg godt forstå. Du har Pluto i området for ”dine egne penge” eller det område, der også kaldes for ”din økonomi”. Da du samtidig spørger til ny bolig, kan det jo også være her, du har behov for en vis sikker og stabil indtægt. En vis trang til tryghed kan over flere gange have holdt dig tilbage fra at springe ud i det, du gerne vil. Det handler om at turde, og når du gør det, tager du springet! Det er selvfølgelig ikke det samme som, at du skal gøre det med hovedet under armen og uden nogen form for sikkerhed. Men der ligger et bevidst valg, du må træffe her.
Der ligger naturligvis fornuft i, at du tjener penge ved siden af noget, du starter op, og som Tvilling er det helt i din ånd at gøre både og, så selvfølgelig er det en mulighed. Men stadig, så skal du træffe et bevidst valg om at starte op nu, så det bliver dit fokus.
Der er noget nyt på vej til dig, og det er lige oppe over. Der kan måske allerede være sket noget siden, du skrev til mig! Måske har du fået job? Det, der sker i dit horoskop lægger mest af alt et fokus omkring dig og dit erhverv eller måden du udfolder dig på, som i mindre grad handler om, hvor du bor. Hvis et boligskifte kan bringe dig færre udgifter og alt andet lige en større økonomisk stabilitet, så kan det fremme dit projekt om selvstændighed, hvis ikke bør du sætte din karriere først.
Der er ingen tvivl om, at 2021 bliver skelsættende for dig, og det kan være som at vende et helt nyt blad i ”livets bog” for dig. Særligt i månederne maj og juni kan det store vendepunkt ligge, og det er også her, at du alt andet lige har et økonomisk råderum. Du tror på dig selv, og det samme gør sig gældende for din kreditorer eller andre, du er økonomisk afhængig af.
Din bolig vil komme i spil sidst i 2021.
Kærlig hilsen
Brian