Fisken

19. februar – 19. marts

Du kan læse både dags-, uge- og månedshoroskoper, alle af Brian Teglgaard, ved at klikke på linket her.

Her kan du læse om Fiskens karaktertræk

 

 

 

Årshoroskop 2020

Generelt

Det er vennekredsen og dit sociale liv, der trækker i dig først på året. Her kan der være brug for dig, da en ven står i en svær situation, men du viser både din forståelse og tilbyder din hjælp. Selv om både samarbejde og fællesskaber skifter karakter først på året, kan du mærke stærke bånd. Skulle et venskab glide ud, skal du ikke spilde for meget tid på det – du har andre bånd, du i så fald kan knytte tættere.

Mål og ønsker, du har sat dig for, skal realiseres og afprøves. Du kan godt komme til den konklusion, at ambitionerne er vokset sig for store, men omvendt skal du heller ikke slække på dine krav og drømme. I stedet kan du blive stædig og lægge endnu mere energi i at nå dine mål – det gælder privat såvel som i dit professionelle virke.

 

Job og økonomi

Året står i ambitionernes tegn, og du har gode erfaringer med dig fra 2019, som du nu skal videre med. Et realitetstjek må du igennem fra slutningen af marts til midten af april, og her kan der ske vigtige og radikale justeringer af dine jobmæssige ambitioner. Du kan vokse med opgaven og har en større udholdenhed end ellers. Så selvom du kan opleve modgang, kan du vende det til din fordel, men regn ikke med, at du får noget forærende.

Det, du ikke gør for pengenes skyld, kan ofte vise sig at blive ret indbringende, og det kendetegner året. Du er opmærksom på at få som fortjent, og det gør dig i stand til at kæmpe, hvis det skulle blive nødvendigt.

 

Hjem og familie

I perioder kan du være mere optaget af dine venner end din familie. Det kan hænge sammen med, at du har venner med særlige behov. Men det er ikke ensbetydende med, at du svigter din familie.

Har du allerede foretaget ændringer omkring dine boligforhold, kan du føle dig hjemme, og derfor vil der ikke ske de store forandringer her. Der er altid småting, du kan gøre for at hygge. Har du mulighed for det, vil du gerne tilbringe mere tid i dit hjem. En særlig god periode sammen med partneren og resten af familien kan du få fra starten af april til først i august. Der er både tid og lyst til at komme hinanden mere ved og få talt om det, der rører sig.

 

Kærlighed

Din partner kan sagtens være sammen med både dig og vennerne, og det er også sådan i fejrer det nye år. I kan have traditioner sammen i årets første måneder, og I har et godt fællesskab om disse. Senere, og det være sig forår og sommer, er det på hjemmebanen, at udfoldelserne sker. En af jer vil være mere hjemme end ellers, og det får tingene og hverdagen til at fungere bedre. I får et større overskud til at være sammen.

Er du single, kan lynet slå ned, men du kan også have nok i din kontakt med gode venner. Sød musik kan der dog også opstå netop med én, du betragter som ven.

 

Helse og velvære

Januar giver mange en form for status omkring sundhed og livsstil, hvilket også vil gælde dig. De dårlige vaner, hvis der er sådanne, bliver mere synlige. Du kan også spejle dig i andres ve og vel, men pas på for både det gode og mindre gode kan smitte. Din ryg er særligt udpeget, og her gælder det gode råd med, at forebyggelse er bedre end helbredelse.