Vædderen
20. marts – 19. april
Du kan læse både dags-, uge- og månedshoroskoper, alle af Brian Teglgaard, ved at klikke på linket her.
Årshoroskop 2018
Generelt
Allerede fra årets start er du dybt engageret i dine nye personlige mål, der kan starte som udfordringer. Men det er mest, fordi du bliver nødt til at yde en ekstra indsats, der til gengæld ret hurtigt vil bære frugt. Personlige mål hænger nøje sammen med karrieremæssige ambitioner, der i høj grad vil præge dit år. Det samme vil din økonomi, hvor der kan være store dispositioner på vej. Det kan ske gennem bolighandel, men også en øget indtægt. At optage lån for at vækst eller at starte selvstændigt kan også være en mulighed. Men fokuser ikke kun på det selvstændige, for en større indtægt/bedre økonomi kan også ske i fællesskab. Det kan være din partner, der i løbet af året bidrager til en vækst, I begge kan få glæde af. Investeringer såvel som opsparinger, herunder især pensionsopsparing, kan du med fordel planlægge og igangsætte.
Ikke alle værdier handler om penge. Især til september gør du dig overvejelser om menneskelige og åndelige værdier. Her kan du vælge mere frihed og mindre arbejde.
Job og økonomi
Noget spændende er i støbeskeen hos dig, når det handler om job og karriere. Det kan være noget, du har arbejdet på igennem længere tid, og derfor kommer det ikke som en overraskelse. Du viser flid, pondus og autoritet hvilket gør, at en opgradering eller et skridt videre på karriestigen er muligt. Men intet kommer af sig selv, så du kommer ikke sovende til dine resultater. Er du jobsøgende gælder det også om at yde en ekstra indsats, og belønningen vil ikke udeblive! Den mest arbejdsomme periode ligger fra 17/3 til 16/5, hvorimod det kan være fornuftigt at tage den mere med ro 26/6 til 27/8.
Hjem og familie
Det er især i starten af året, men igen til august og september, at der kan ske væsentlige ændringer omkring dit hjem. En flytning kan være en mulighed og det kan indebære de før omtalte store økonomiske dispositioner, især hvis det har med køb og salg at gøre.
Du ligger meget energi i dine udadrettede aktiviteter, herunder arbejde og egne projekter, hvilket indimellem kan konflikte med dit ønske om at være mere hjemme og nærværende. Fra starten af november kan du lægge en ny kurs, og så bliver der også mere nærvær.
Kærlighed
Der dukker flere følelsesmæssige stemninger op i dit parforhold, og du behøver ikke at være i tvivl om, hvor du har din partner. Du bliver vist stor kærlighed, både med ord, men måske også med gaver og andre påskønnelser. Du skal være ekstra opmærksom på ikke at begrave dig i arbejde, og på den måde være fraværende. Både i april og august skal der ikke så meget ekstra til for at tænde romantikkens flamme. Sidst på sommeren kan du udtrykke din kærlighed via nye fælles værdier, der kan have med jeres hjem at gøre.
Helse og velvære
Igennem længere tid har du kørt i et højt tempo, hvilket du som Vædder godt kan lide. Fra midten af maj kan du finde en ro, du ikke har oplevet længe. Du kan også tage det som en opfordring til selv at vælge fra og geare ned. Fra starten af november øger du igen dit tempo. Et alment helbredstjek kan være godt fra sidst i marts til sidst i april, og det vil sikkert vise, at du er på toppen.