Vægten

Vægten

23. september – 22. oktober

Du kan læse både dags-, uge- og månedshoroskoper, alle af Brian Teglgaard, ved at klikke på linket her.

Årshoroskop 2019

Generelt

Skal året bære præg af lidt mere fest og farver, går du gerne forrest! Dit ellers lyse sind får en ekstra vitaminpille, der får stor indflydelse med din tankegang og din måde at formidle dig på. Det er gode energier, der giver en naturlig nysgerrighed helt frem til starten af december. Du færdes meget i dit nabolag, og på den måde får du gode oplevelser, og helt sikkert også et bedre naboskab. Du er både imødekommende og venlig, der gør det let at komme i snak med andre. Nysgerrigheden rækker også til at komme ud og lidt længere væk, eller du kan optage en interesse for yoga eller anden åndelig udvikling. Du kan modtage undervisning, men er der særlige emner du brænder for, kan det også være dig, der formidler. I din begejstring kan du være lidt vidtløftig, og det er ikke med vilje, hvis du får lovet lidt mere end du kan holde.

December flytter du dit fokus og din begejstring rettes nu mod nye og for dig vigtige emner i livet.

Job og økonomi

Du behøver ikke at skifte job for at få forandringer på dette område. Måden du arbejder på kan forandre sig, men det kan arbejdsstedet også. Hvis du ønsker det, kan det blive muligt at få en hjemmearbejdsdag eller to. Dine ambitioner fejler ikke noget, men de går måske i en lidt anden retning end tidligere. Det kan handle om nogle medmenneskelige og bløde værdier, eller at du får lov at arbejde mere med dine personlige evner og talenter.

Særligt fra marts bør du holde øje med muligheder både for bedre vilkår omkring din opsparing, pension, forsikring, men også dine lån. Omlægning til bedre vilkår kan give dig et større råderum. Er I to om økonomien, kan den også svinge en del på grund af din partners forhold.

Hjem og familie

Sikkerhed og stabilitet på dette område ligger dig meget på sinde. Det betyder, at du vil gøre en ekstra indsats, hvis det er nødvendigt for at holde sammen på både familie og hjemmets funktion. Særligt i starten af måneden kan du stå lidt alene med de opgaver, I ellers er to om. Heldigvis er det kun kortvarigt, selv om du nok alligevel er den, der bærer den største byrde. Belønningen ligger til dig sidst på året, hvor en gunstig udvikling tager fat netop omkring familiesituationen. Nu løses du af nogle forpligtigelser, der får dig til at træffe personlige valg – sikkert i forhold til karriere.

 

Kærlighed

Din partner kan være lidt svær at nå eller komme ind til ved årets start og frem til midten af februar. Her sker der meget nyt, men det er ikke noget, der truer jeres forhold. Du under gerne din partner denne personlige spænding og lyst til at præstere, både på det personlige plan, men også det at gøre karriere. Synes du det har stået på lidt længe nok, kan du glæde dig til foråret, hvor I får mere tid sammen. Dialogen imellem jer er god, konstruktiv og optimistisk.

 

Helse og velvære

Den før omtalte nysgerrighed går også på alt det alternative, og hvad det kan bruges til. Har du på nogen måde brug for at styrke eller forbedre dit helbred, vil du undersøge flere muligheder. Det kan også være, at du falder over et kursus eller foredrag, der passer lige til din helbredsmæssige situation. Du lærer og bliver klogere på hele dette område.