Sygdom

Spørgsmål til Stjernesvar:

Jeg har haft en sygdomsperiode på ca. 2 år. Jeg er stadig i behandling, men dog med positiv effekt. Kan du give mig et bud på, hvornår jeg får lidt mere overskud. Eller kan du give mig et fingerpeg på, hvad jeg selv skal gøre?

Tove

 

Svar fra astrologen:

Kære Tove

Jeg har efterfølgende fået lidt flere data fra dig og en beskrivelse af din sygdom med kræft. Brevkassen her er måske ikke det bedst udgangspunkt til komme omkring din situation, men til gengæld vil jeg gerne sprede godt nyt og håb til dig.

Som Stenbuk har du helt sikkert haft et hårdt år også med de behandlinger, der nu heldigvis ser ud til at hjælpe dig. Særlig i år har der været en ophobning af planter i Stenbukken, hvor din Sol står. Nu her lige før jul forsvinder denne trængsel, og det burde give dig luft og en fysisk mulighed for at komme ovenpå. Energien burde vende tilbage til dig, og det vil du sikkert allerede mærke nu.

Dette var den ultrakorte version. Rigtig god bedring.

Kærlig hilsen
Brian

Samme fødselsdag

Spørgsmål til Stjernesvar:

Min nye kæreste og jeg har samme fødselsdato, 7. juli, dvs. vi begge er Krebs. Hvordan kan det påvirke vores forhold, både godt og ondt?
 

Svar fra astrologen:

Kære Krebs

Tak for dit spørgsmål.

At I begge to er født den samme dag i Krebsens tegn gør, at I begge er familiemennesker, og at I deler andre af de kendetegn, der er fælles for Krebsens tegn. Alene ud fra at I har samme fødselsdag, er der ikke noget, der påvirker jeres forhold i god eller mindre god retning.

Du skriver ikke, om I er født samme år. Hvis det er tilfældet, er det mere specielt, for så vil alle jeres planeter, på nær Månen, stå samme sted. Det kan siges på den måde, at I står samme sted og ser verden på samme måde. Der vil være rigtig meget, I er enige om. Skulle tilfældet være, at I er født samme dag, samme år og samme tidspunkt – så er det meget specielt. Det astrologiske udtryk herfor er ”tidstvillinger”. Det specielle er, at tidstvillinger deler horoskop, men ikke biologisk ophav. Der er ofte mange fællestræk mellem tidstvillinger, og det at tingene sker samtidig for dem.

Tilbage til dit spørgsmål, så er det altså ikke særlig specielt at have fødselsdag samme dag, slet ikke hvis det ikke er samme år.

Hvis en astrolog skal have mulighed for at se, hvor I spiller godt sammen og hvor der kan opstå konflikter imellem jer, kræver det en sammenligning af jeres horoskoper.

Kærlig hilsen

Brian

Pris for uddannelse

Spørgsmål til Stjernesvar:

Jeg vil gerne spørge om prisen for at fuldføre hele uddannelsen som astrolog. Kommer det til at koste kr. 20.000? Så vidt jeg forstår, så koster et hold kr. 2.000? Hvis man gerne vil fuldføre hele uddannelsen, så skal man deltage på alle 10 hold ikk´? Og i alt vild det så komme op og kost ca. kr. 20.000?

Vh Line

 

Svar fra astrologen:

Kære Line

Tak for din henvendelse om Stjernesvar Astrologiskole.

Det er rigtigt, at prisen for hvert hold pt. er kr. 2.000. Der er dog 6 og ikke 10 hold – så det bliver kr. 12.000 for alle hold. Hertil kommer anskaffelse af relevante bøger og software til din pc. Desuden opfordrer jeg til abonnement på Horoskopet og Stjernerne, der er de to fagblade, der findes på dansk. Der vil indimellem blive undervist ud fra artikler i disse blade. Det vil også være relevant at tage kurser og foredrag, der foregår udenfor skolen primært i det astrologiske miljø i København. Ønsker du at gå til den afsluttende eksamen, vil der være et eksamensgebyr på ca. kr. 1.000 – 1.600 afhængigt af hvor mange på holdet, der vælger at gå op.

Kærlig hilsen

Brian

Årshoroskop om penge

Spørgsmål til Stjernesvar:

Jeg skriver angående årshoroskopet 2019, hvor der står at min økonomi vil blive bedre og jeg ikke kommer til at mangle noget, jeg er Skorpion, jeg læser altid mit horoskop, men det kan jeg ikke få til at passe. Jeg står uden job, er lige blevet overflyttet til flexjob, og har desværre ikke fået fast job. Håber da det ændre sig som horoskopet fortæller.

Mvh Maria

 

Svar fra astrologen:

Kære Maria

Tak for dit indlæg.

Der er nu ikke noget i vejen med forudsigelserne omkring Skorpionens pengeenergi for 2019. “Vækstplaneten”, Jupiter har været på besøg og har haft en gunstig påvirkning omkring økonomien i 2019 indtil starten af december. Men selvfølgelig vil dit personlige horoskop være mere præcist for din situation. Der kan sagtens være ting, der gør, at du ikke får glæde af den gunstige indflydelse, der gælder for Skorpionens tegn.

Tak fordi du læser soltegnshoroskoperne.

Kærlig hilsen

Brian

Ukendt fødselsdag og tid

Spørgsmål til Stjernesvar:

Hej 🙂

Jeg har i mange år ønsket mig at få lagt et horoskop. Men mit problem er, at jeg har en ca. fødselsdag. Man ved ikke hvilken dag og tidspunkt jer er født, så jeg har fået “tildelt” en dato (jeg blev afleveret til et spædbørnshjem første halvdel af april 1960).

Hvad er min oprigtige muligheder?

Mvh Jeanne

 

Svar fra astrologen:

Kære Jeanne

Tak for dit spørgsmål.

Det er en problemstilling, jeg støder på af og til, dog ikke med personer født i Danmark, hvor vi i de sidste mange år har haft godt styr på både fødselsdag og tid. Dette uanset, om der er sket adoption eller ej.

Du skriver ikke, hvor du er født, men den eneste mulighed må være at søge oplysninger i det land og hos relevant myndighed.

Jeg kan ikke påtage mig at lægge horoskop, når fødselsdagen ikke er kendt.

Hvis du ønsker at søge svar i den alternative verden, er der jo muligheder som bl.a. håndlægning, clairvoyance og tarot, som ikke er afhængig af din fødselsdag, men et horoskop kan du altså ikke få.

Kærlig hilsen

Brian

Dagens horoskop for Jomfruen

Spørgsmål til Stjernesvar:

Kære Brian

Sidste uge (mener jeg) på Femina.dk havde du skrevet om Jomfruens stjernetegn. Jeg husker ikke præcist hvilken dag, men jeg læste noget om, at den drøm Jomfruen havde om natten, skulle man handle efter, og lytte efter. Teksten ramte mig meget der, og jeg vil blive glad for at få den nøjagtige ordlyd igen – til at gemme.

Håber du kan/vil hjælpe med dette 🙂

Hilsen Søren

 

Svar fra astrologen:

Kære Søren

Jeg både kan og vil hjælpe – og har alle teksterne liggende. Det må være den fra i lørdags:

31/8 Kan du huske dine drømme, kan det være, de har med dagens begivenheder at gøre. Du har mange jern i ilden og går til hånde – det vil kunne ses.

Tak fordi du følger mine dagshoroskoper, og godt du føler dig “ramt”. Der ligger jo hele fire planeter i Jomfruens tegn i øjeblikket, og de ligger i konflikt med et par andre planeter. Det kan give både arbejdsiver, uro og rivegilder, som det vi har været vidende til i Venstre. For Jomfruen handler det netop om, at have mange jern i ilden.

Kærlig hilsen

Brian

Får jeg en ven?

Spørgsmål til Stjernesvar:

Jeg er enke, får jeg en ven?

Hilsen 

Singlekvinde årgang 1945

 

Svar fra astrologen:

Kære Årgang ’45

Hvis ellers dit fødselstidspunkt holder stik (og det ser jo ikke afrundet ud), sker der spændende ting for dig. Det ser jeg i dit progressive horoskop, hvor din “parforholdsakse” er ved at skifte tegn, og det kan betyde store ændringer i dine relationer generelt.

Når du spørger til en ven, læser jeg det på den måde, at du gerne vil have en ven, du også kan kalde for kæreste. I horoskopet ses venner og kæresteforhold forskellige steder. Området med venner og fællesskaber, altså de interesser og fællesskaber, du dyrker med andre, er faktisk også på vej ind i en gunstig periode. Du vil med fordel kunne opsøge sådanne fællesskaber i perioden november, december og januar. Det vil helt sikkert give dig nogle sjove og hyggelige oplevelser sammen med andre.

Når det gælder om at finde en ven, der kan blive til en kæreste, får jeg en fornemmelse af, at du måske ikke er så opsøgende. Her kan det blive ekstra vigtigt, at du træder frem – måske i de før omtalte interessegrupper, hvor du bliver synlig. Når først du er kommet uden for en dør, er det nemlig ikke svært for dig at få opmærksomhed. Du har gode muligheder for at skabe kontakt det næste halve års tid, men der vil måske gå lidt mere end et år, før du har en ven, du også betragter som nær eller endda som kæreste.

Held og lykke.

 

Kærlig hilsen

Brian

 

Hvilket stjernetegn er min søn født i?

Spørgsmål til Stjernesvar:

Hej Brian

Jeg skriver for at høre om, du ved noget om stjernetegn på skæringsdatoer. Min søn er født den 21/6 sidste år og der er meget delte meninger om, hvilket stjernetegn man så har. Jeg har kunne læse mig frem til, at det afhænger af fødselstidspunktet i det givne år. Er det noget, du har info om?

Hilsen Sørens mor

 

Svar fra astrologen:

Kære Mor til Søren

Tak for din mail.

Du kan tror jeg kender til “grænsegænger”, som det hedder. Det er de fleste, som er født i dagene 21.-22., hvor Solen skifter tegn. Men Solen kan kun stå ét sted. Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde din søns stjernetegn. Her har du helt ret i, at fødselstidspunktet er vigtigt, men også hvilken by han er født i. Er han født her i Danmark, er det sådan, at en fødsel om formiddagen vil gøre ham til Tvilling og en fødsel efter frokost vil gøre ham til en Krebs.

Skriv hans fødselstidspunkt og fødeby så skal jeg gerne slå ham op i mit astrologiprogram.

Søren var født lige efter midnat og altså inden frokost, og er derfor Tvilling.